Munkerup og Hulerød Grundejerforening.

Munkerup og Hulerød Grundejerforening er en frivillig grundejerforening. Det betyder, at vi ikke kan tvinge områdets beboere og sommerhusejere til at betale kontingent til foreningen. Nogle ser dette som en fordel, men det sætter naturligvis også nogle begrænsninger for, hvilke opgaver vi som forening kan tage på os. F.eks. møder vi i bestyrelsen ofte spørgsmål om vejenes beskaffenhed og fælles haveaffaldsordning. Det er to områder, som det vil være logisk, at en grundejerforening tog sig af, men i og med at ikke alle beboere og sommerhusejere er medlemmer af foreningen, og dermed ikke betaler kontingent, har vi ikke midler til at løfte disse opgaver. Vi må i stedet opfordre de enkelte vejes beboere og ejere til at stifte lokale vejlaug til at holde vejene ved lige og opfordre til godt naboskab og hjælpsomhed omkring bortkørsel af haveaffald til nærmeste genbrugsstation.

Medlemskab 

Et medlemskab i Munkerup og Hulerød Grundejerforening koster pt. (2018) 300 kr./år. Hvad dette kontingent bl.a. dækker, fremgår af en folder som vi i foreningen har fået fremstillet og rundsender til samtlige husstande i vores område her i foråret. Efterfølgende er planen at alle ny-tilflyttere får folderen som velkomstorientering.

Beboere eller sommerhusejere der endnu ikke er medlemmer i Munkerup og Hulerød Grundejerforening kan indmelde sig ved at kontakte formanden eller foreningens kasserer (se adresselisten andetsteds på hjemmesiden). Har man ikke fået betalt årets kontingent, kan det gøres via netbank på reg.nr.: 1551 kontonr.: 6484018  eller via MobilePay  til nr. 15812.

Man skal naturligvis huske at opgive navn og adresse. Fristen er 1. april hvert år!

Hjemmesiden

Det er også muligt at følge foreningens arbejde her på hjemmesiden, hvor vi vil tilstræbe at lægge referater fra møder, nyhedsbreve, billeder og indkaldelser til arrangementer og meget andet ud.

Generalforsamling 

Hvert år gerne i 3. weekend i juli måned, hvor vi regner med at flest muligt af områdets faste- og sommerhusbeboere nyder sommeren i det nordsjællandske. Generalforsamlingen afholdes lørdag eftermiddag, og som regel vil der afholdes en sommerfest samme lørdag aften  Der bliver udsendt indkaldelse til disse arrangementer i god tid inden, men det skal her fremhæves, at hvis man ønsker at fremsætte forslag til generalforsamlingen, skal disse ifølge vedtægterne være bestyrelsen i hænde senest d. 15. maj. Det kan synes at være i rigtig god tid, men så har vi i bestyrelsen mulighed for at få undersøgt, evt. uddybet og udsendt forslagene sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Arbejdsdage 

En frivillig forening baserer en stor del af sit arbejde på frivillig arbejdskraft. Derfor arrangerer vi gerne to arbejds-lørdage om året, hvor medlemmerne kan give en hånd med i forbindelse med nogle af de opgaver, der trænger sig på. Det drejer sig primært om vedligeholdelse af vores strandområde og adgangsvejene til stranden. Det er som oftest Tordenskjolds soldater – bestyrelsen samt enkelte trofaste medlemmer, der yder en indsats på disse dage, men hermed en opfordring til at møde op og give en hånd med, når der kaldes . Arbejdsdagene bliver annonceret på hjemmesiden, i nyhedsbreve samt med opslag ved udsigtspladsen for enden af Strandgårds Vænge.  Det plejer at være nogle hyggelige timer trods alt – så vel mødt!!

Kommunikation 

I disse informationstider, hvor sms’er og e-mail muliggør en lynhurtig kommunikationen, forventer man gerne at få svar, nærmest inden man har afsendt sin besked. Vi tilstræber os i bestyrelse på at reagere hurtigt på henvendelser, men i og med at bestyrelsesarbejdet alene beror på frivilligt arbejde, må vi bede om overbærenhed i forhold til besvarelser på henvendelser og spørgsmål om dette og hint.

Tilmed er det blevet dyrt i porto at sende almindelige breve, når vi skal sende informationer ud, så vi opfordrer medlemmerne til at oplyse email-adresser samt evt. telefonnumre, så vi kan få kontakt både hurtigere og billigere – også i tilfælde af stormskader og lign.

Hold også et øje med hjemmesiden, hvor du kan finde referater, men også “seneste nyt” om foreningen.

På bestyrelsen vegne

Alan Nielsen

Formand